Mandag blev dagen i vores liv hvor vi lærte en masse nye ord, for det var dgaen hvor vi fik de psykiatriske diagnoser på Mads. Han har ADD, en søvnforstyrrelse (big surprise eller noget ) og et hypersensitivt nervesystem, måske bliver ADD ændret til ADHD når han bliver ældre, men de kloge hoveder mener hans uro og kravlen på væggene skyldes nervesystemet. De havde lavet en voldsomt godt og rammende beskrivelse af ham- de ser præcis den samme dreng som vi ser- det er sgi da egt ret rart. Det er ikke os som forældre der ikke kan opdrage Mads, det er ikke os der er skyld i noget. Vi har nu i 3 år kæmpet og til tider ret slåsset ret hårdt for at få folk til at forstå at han er anderledes, at Mads har behov for hjælp og støtte. Vi ved det er meget tidligt at han får en sådan diagnose, men som de beskrev Mads så er det bare sådan han er, og egt betød det heller ikke noget om han havde det ene eller det andet, men mere at der blev anerkendt at vi har behov for hjælp, at Mads har. Det har været 3 voldsomt hårde år- til tider har vi nok haft en del diskussioner om mangt og meget, fordi vi har været udkørte. men jeg er stolt af at vi holdt fast i at vi er gode og kærlige forældre, at vi holdt ud.
Vi er lettet fordi de har set den dreng vi har hver dag, men idag er trætheden kommet efter 3 års kamp. som en karklud der klasker sammen. Det næste lange stykke tid er der ingen undersøgelser, ingen test, nu skal vi bare lære hvordan vi kan hjælpe Mads bedst. Nu er vi bare os, måske også en anelse skræmmende....
