For små to mdr siden fik Mads en ny diagnose: Infantil autisme og derved blev hans ADD/ADHD diagnose foreløbigt slettet. Foreløbigt skriver jeg fordi man er lidt i tvivl og da man alligevel ikke vil behandle den medicinsk endnu, gør det hverken fra eller til om han har den eller ej...
Efter vi har modtaget diagnosen, har vi oplevet en lille forskel i folks tilgang og holdning omkring os. I skulle vide hvor mange gang vi har hørt adskellige fordomme som man har om børn med ADHD, for det første så er det altid forældrenes skyld, de er inkonsekvente, curling forældre og formår på ingen måde at opdrage deres børn.. Vi har fået at vide at vi da for pokker bare kunne kræve at han sad stille på den stol, og han lære jo aldrig at være sammen med andre hvis vi skærmer ham, mon ikke bare det er mor der er sart??? For alle de problemer må være noget der foregår i Mads' forældres hoved.. Mht søvn så skal han f..... bare lære at sove og ellers kan vi jo bare skælde ham ud. Mht legetøj så var det vores egen skyld han ikke legede med det osv. Jeg er sågar blevet kaldt doven fordi jeg aldrig laver noget, og blevet spurgt om jeg ikke skulle til at finde mig et arbejde, i stedet for at nasse på systemet og bruge deres skatte penge.... osv.....
Så fik han sin autisme diagnose (endda i rigtig svær og udpræget grad) og pludselig får vi at vide vi bare har været så gode til at passe på ham og Mads har det jo super super svært, og hvor er det godt vi får alt den hjælp, og vi burde da få endnu mere (det er vi i gang med at få) osv..
I det kommunale system er det også sådan at en adfærdsdiagnose (ADD/ADHD) ikke giver særlig meget hjælp (igen her må det jo være forældrene der ikke magter opgaven), men med en autisme diagnose er der næsten ikke grænser for hvor meget støtte man kan få
Jeg undrer mig meget over den lille forskel?! Vores søn er ikke anderledes nu hvor han er autist end da han havde ADD, eller jo det er han, men det er fordi han har fået en belastningsreaktion oveni (pga Filadelfia opholdet), og har det rigtig skidt for tiden, da det har taget enormt lang tid at komme her til og få den hjælp vi har råbt på i ca 4 år. Selv fagfolk har jo lagt den lidt over på om jeg ikke bare var en pylret førstegangs mor, med undtagelse af vores helt fantastiske neurolog i Viborg, som har set bag det skjold Mads har sat op når han har været ude i verden, for derefter at reagerer når han kom hjem, for det er der han er mest tryg, fordi lige meget hvilken opførsel han kommer med så ved han instinktivt at vi elsker ham og rummer hans frustrationer
Nå det var bare en lille undring herfra over den lille forskel
