En underlig dag

 dagen har været en underlig størrelse idag. Først oplevede vi en stor glæde og en stor sejr som betyder meget for AnneSofie. Hendes mor skal skilles og i den forbindelse har både hendes kommende eks og Fies mor ønsket bopæl på deres fælles barn. Vi har krydset fingre så knoerne har været helt hvide.

Da vi har spist aftensmad tikker ind en sms fra min mor som er på ferie, at min barndoms/ferie veninde har fået fred for de dæmoner der har plaget hende i mange år. Vi vidste godt hun nok ikke ville overleve, men sorgen er der at et så ungt mennesker "vælger" at ødelægge sig selv, sorgen over at jeg ikke skal høre hende grine igen, sorgen over at hendes forældre aldrig skal se deres eneste barn igen, aldrig høre hendes stemme. Selvfølgelig vælger man det ikke, men det bliver sådan fordi man er syg, meget syg.
I den forbindelse ved jeg godt at man ikke kan hjælpe nogen som ikke hjælpes, men er vi for centrerede om vores egen lille navle at vi ikke formår at se de tegn der er på forfald, at vi ikke tør spørge ind til hvordan har du det? Tør vi ikke blande os når vi se nogen har det skidt? Jeg giver ikke nogen skylden, for dæmoner er svære at bekæmpe og jeg ved at hvis man ikke vil have hjælp, så kan man skjule rigtig meget i rigtig længe.
I denne forbindelse kommer jeg til at tænke tilbage på vores bryllup, hvor vores gæster også blev tilspurgt af præsten om de ville ære og værne om vores ægteskab, hjælpe os når det var svært, juble med os når der er solskin i livet, altså både i medgang og modgang. Det lovede de ale, men tør man blande sig? Jeg håber det..

 Hvil i fred kære ven, jeg håber og tror på at du er et bedre sted nu uden dæmoner, men et sted hvor der er lys og varme.
  Fly